Energioptimering af tung facade

Type 5: 1960-2000

Det industrialiserede etageboligbyggeri var fra starten kun i nogen grad varmeisoleret. Først gennem 1970-erne, hvor to oliekriser medførte væsentligt forhøjede energiudgifter, blev der strammet op i bygningsregulativerne på dette felt, og der begyndte at komme mere isolering i ydervæggene. Med nutidens standarder for lavt energiforbrug i bygninger, lever en lang række af disse bebyggelser dog ikke op til kravene om lave u-værdier i ydervægskonstruktionerne, og derfor iværksættes der mange projekter med efterisolering – enten indvendigt eller udvendigt fra.

Efterisolering af ’færdige’ byggerier er ikke uproblematisk. Det gælder både byggeteknisk og arkitektonisk. Eftermonterede isoleringsmaterialer bevirker at temperatur og fugttransmission i ydervæggene forandrer sig, og kan, hvis det ikke gøres med omtanke, medføre fugtproblemer og forekomster af skimmelsvampe. Der er heller ikke entydigt, hvorvidt det er bedst at isolere indefra eller udefra. Det afhænger af de konkrete byggetekniske forhold og materialer. Indvendig isolering i betonbyggerier kan være fornuftigt nok, men berører beboerne/brugerne i væsentlig grad – både mens isoleringen monteres og efterfølgende i form af ændret gulvareal, andet vægmateriale osv. Udvendig isolering er nemmere at montere og reducerer også varmetabet, men er samtidigt et stort indgreb i bygningens arkitektur, der ofte helt skifter udseende. De tunge betonelementer vil sagtens kunne bære ekstra isoleringsmaterialer, og i de fleste tilfælde også en eller anden form for afsluttende og beskyttende beklædning. Der vil dog ofte skulle designes og udvikles særlige beslag og løsninger, som kan knyttede de gamle hhv. nye konstruktioner sammen.

Foto: Jesper Engelmark