Energioptimering af let facade

Type 5: 1960-2000

Det industrialiserede etageboligbyggeri var fra starten kun i nogen grad varmeisoleret. Først gennem 1970-erne, hvor to oliekriser medførte væsentligt forhøjede energiudgifter, blev der strammet op i bygningsregulativerne på dette felt, og der begyndte at komme mere isolering i ydervæggene. Med nutidens standarder for lavt energiforbrug i bygninger, lever en lang række af disse bebyggelser dog ikke op til kravene om lave u-værdier i ydervægskonstruktionerne, og derfor iværksættes der mange projekter med efterisolering – enten indvendigt eller udvendigt fra.

Efterisolering af ’færdige’ byggerier er ikke uproblematisk. Det gælder både byggeteknisk og arkitektonisk. Eftermonterede isoleringsmaterialer medfører at temperatur og fugttransmission i ydervæggene forandrer sig, og kan, hvis det ikke gøres med omtanke, medføre fugtproblemer og forekomster af skimmelsvampe. Der er heller ikke entydigt, hvorvidt det er bedst at isolere indefra eller udefra. Det afhænger af de konkrete byggetekniske forhold og materialer. Indvendig isolering i byggerier med lette facader kan - udover at være fugtteknisk problematisk - også medføre en række gener for beboerne/brugerne i udførelsesfasen og efterfølgende i form af ændret gulvareal, andet vægmateriale osv. Udvendig isolering er nemmere at montere, reducerer også varmetabet og giver facaden som helhed en fornyet levetid, men er samtidigt et stort indgreb i bygningens arkitektur, der ofte helt skifter udseende. Udvendig efterisolering skal afsluttes med ny afsluttende og beskyttende beklædning, der kan være af fx plademateriale eller murværk afhængig af, hvilket facadeudtryk man ønsker at bygningen skal have efter energioptimeringen.

Fotos: Enemærke & Petersen A/S