Fugtbeskyttelse af kælderydervæg

Bygningstype 2: 1890-1920

Murede kælderydervægge kan være belastede af opstigende grundfugt fra undergrunden (se særskilt artikel herom) eller indsivende fugt fra de underjordiske omgivelser. Sidstnævnte kan være forstærket af høj grundvandstand, utætte kloakker eller manglende bortledning af regnvand langs bygningen på grund af mangelfuld belægning eller terrænfald. Er den indsivende fugt en klarlagt årsag og en belastning for kælderydervæggen, kan der udføres en udvendig, mekanisk fugtbeskyttelse, der dels hindrer fugten i at nå ind til væggen, dels hæver temperaturen i væggen med mindre fugt i denne til følge.

Der findes en række metoder og materialer til denne fugtbeskyttelse – med eller uden varmeisolerende effekt, men fælles for dem er, at kælderydervæggen skal fritlægges og istandsættes, fx ved udkradsning af beskadigede fuger og efterfølgende berapning, førend dræn- og/eller isoleringsmaterialer monteres. Fugtbeskyttelse af en kælderydervæg bør altid kombineres med eliminering eller i det mindste reduktion af årsagen til fugtbelastningen, samt en effektiv dræning af tilstødende jordlag.

Blandt fagfolk er der delte meninger om, hvorvidt kældervæggen bør tjæres efter berapningen (som fx vist på nederste foto til venstre), men dette må bero på et fagligt skøn i hvert enkelt tilfælde. Tjæringen giver en tæt membran, men ulemperne ved denne behandling kan være, at fugten i væggen stiger højere op i bygningen, hvis der ikke samtidigt etableres en effektiv, vandret fugtspærre. Derudover kan der være et miljømæssigt aspekt i at anvende et tjæreprodukt, der kommer mere eller mindre i direkte kontakt med bygningens omgivelser.

Mere information hos SBi: Fugt i bygninger, GI: Fugt eller BYG-ERFA: Fugtskader i ældre kældre

Fotos: COWI A/S