Karnapreparation

Bygningstype 2: 1890-1920

Når en karnap er ophængt, og således ikke har base på et fundament som resten af bygningen, er den en relativ kompliceret bygningskonstruktion. Før elementbyggeriets indtog blev karnapper opført successivt (etagevist) sammen med resten af bygningen – med indbygning af adskillige jerndragere til bæring af den udkragende del af facaden.

Har vedligeholdelsesstandard på bygningen gennem tiden været høj, er der ikke nødvendigvis opstået skader på karnappen, men mange karnapper har på trods heraf indbyggede svagheder, som ikke alene kan opvejes af god vedligeholdelse. Svaghederne i konstruktionerne kan medføre tæringsskader i jernene som følge af udefra kommende fugt eller kondensdannelser, og dette resulterer i sætningsskader og revner, der accelererer nedbrydningsprocessen yderligere.

Det komplicerede i konstruktionerne viser sig tydeligst ved udbedring af skader i karnapper. Blotlægningsomfanget og indgrebet for at kunne udskifte de indbyggede bærende konstruktionsdele er ofte uforholdsmæssigt stort, og reparationsarbejdet kræver ingeniørmæssige beregninger og stor omhyggelighed. Udskiftede jern bør altid være rustbeskyttede (fx galvaniserede) for at forebygge kommende tæringsskader, og det bør endvidere undersøges, om der er andre indbyggede svagheder i konstruktionen, som samtidigt kan elimineres uden at det ændrer bygningens arkitektoniske helhed.

BYG-ERFA har udgivet en række erfaringsblade om Revner i bygninger – eksempler, årsag og risiko og Murværkskonstruktioner, der samler og formidler konkret viden om undersøgelser og reparationer af bl.a. karnapper.

Foto: sbs/Silas Stenholdt