Reparation af gesims
Bygningstype 1 og 2: 1850-1920
Gesimser kan blive beskadiget af flere grunde og på flere måder. De hyppigste skadesårsager er nedtrængende vand gennem utætheder i tagbelægningen ved tagfoden over længere tid (fx via frostsprængninger) eller sætningsskader, der kan skyldes indbyggede svagheder i den måde, bygningen oprindeligt er konstrueret, eller udefra kommende faktorer som fx udgravninger.
Er gesimsen nogenlunde intakt og sammenhængende, og reparationen primært handler om en forstærkning og omfugning af revnede fuger, vil man i dag typisk foretage ilægning af rustfrie rundjern for hvert tredje skifte og indtil ca. 0,5 m på hver side af skadesstedet (revnen). Rundjernene placeres i udkradsede fuger á ca. 5-6 cm’s dybde. Derefter udfuges først med cementmørtel og afsluttende med KC-mørtel i blanding og styrke, der passer til murværket i øvrigt.
Er gesimsen skadet i et omfang (eller bliver det på grund af fx omfattende skader i indbygget tagværk), der kræver ommuring, er det en fordel at genanvende murstenene, der størrelsesmæssigt passer til de aktuelle skiftegange og forbandter. Er det derimod nødvendigt at ommure gesimsen med nye mursten, kan blive nødvendigt at klemme fugerne, især de vandrette. Det skyldes, at størrelsen på mursten har ændret sig over tid.
Når gesimser ommures, er det vigtigt at murværket rekonstrueres og ikke forringes konstruktionsmæssigt, fx ved undladelse af dele af gesimsens kontravægt. Resultatet kan nemlig være, at gesimsen tipper og falder ned.
Mere information på bl.a. BYG-ERFA: Murværkskonstruktioner
Foto: sbs/Silas Steenholdt