Udskiftning af gavlanker
Bygningstype 1: 1850-1890
Murankre er nødvendige for sammenbinding af facader og etageadskillelser, og dermed bygningens stabilitet. Vindpåvirkning/vindlast på facaden overføres via bjælkelag og skivevirkningen heri og videre ned til fundamentet. Murankre kan være skjulte inde i facaden, eller de kan være synlige uden på facaden. Oftest er synlige murankre dekorative, og de kan fortælle om bygningens alder.
I tidligere tiders byggeri var det smeden, der stod for udformningen - eventuelt i samarbejde med arkitekten/bygmesteren - og produktionen af murankrene, og smeden havde dermed mulighed for også at sætte sit eget æstetiske præg på bygningens udseende. Helt nedbrudte murankre må udskiftes, men lettere beskadigede, håndsmedede ankre kan ofte repareres, så de bevarer deres oprindelige udseende.
Film om emnet
På Byggefilm.dk findes en film om smedning og udskiftning af murankre, samt de særlige forhold omkring håndværket, som har betydning for et godt resultat.
Fotos: Chroma Communication (fra filmen) og Jesper Engelmark (nederst)